Det handler om at handle!

Operation Startup forløbet består af 2 moduler, der i alt varer 20 uger incl. eksamen.  Det er et fuldtidsforløb, ligesom et praktikophold, hvor du kommer igennem hele processen fra idé til forretning på rekordtid. Du vil opleve hvor kort der er fra idé til handling – og det med at bruge uger på at skrive lange forretningsplaner - det springer vi over! – vi går ud og tager action på vores forretnings- eller projektidé med det samme. Kursusformen vil være en blanding af workshops, inspirationsoplæg, teamwork og feedback/sparring med involvering af en række erfarne iværksættere og erhvervsfolk udefra.

OBS: Kurset giver 30 ECTS piont.

Download studieordningen for Operation Startup her (OBS! Den godkendte version er på vej fra KU)

Operation Startup bygger på principper om:

- At du ikke kan lære iværksætteri ved at læse om det i en bog. Du skal ud og gøre det! Der er i disse år fra alle sider stort fokus på iværksætteri og innovation – og i stigende grad også på videregående uddannelser. Det skyldes tendensen til, at man som humanist ikke længere i så høj grad  som tidligere, finder beskæftigelse i det offentlige indenfor bl.a. undervisning og administration – men i større omfang bliver ansat i private virksomheder - samtidig med at flere kandidater end før, udtrykker ønske om at blive iværksættere.

 

Bliv klædt på til virkeligheden

Der er altså et stort potentiale for innovation og iværksætteri, men problemet er, at idag lærer humanister - og stort set alle universitetsstuderende - ikke at drive forretning. Som humanist er man derfor ikke i tilstrækkelig grad klædt på til den virkelighed, man møder udenfor universitetet, når specialet er afleveret. Og det gælder ikke kun kandidater der går med en iværksætterdrøm i maven, men i høj grad også for dig der kunne tænke sig et job i det private erhvervsliv, hvor erfaring med projektledelse og innovative arbejdsprocesser som f.eks idéudvikling er uundværlig. 

 

Fra osteklokke til praksisnær undervisning

Operation Startup nytænker måden studerende hidtil har lært om iværksætteri på universitetet på.  Operation Startup bygger på en undervisningsmetode, som fokuserer på sparring og handlingsorienteret teamwork fremfor forelæsning ud fra vores princip om, at man ikke blir en god iværksætter ved at læse om det - man skal handle! Ud i virkeligheden og gøre det. Og ad den vej udvikle og afklare sine faglige som personlige kompetencer og erfaringer.  Fra osteklokke til praksisnær og handlingsorienteret undervisning. På den måde hjælpes man også som humanist og universitetsstuderende, til at finde ud af hvordan man omsætter sin faglighed til en vare, som rent faktisk kan sælges til virksomheder.


Operation Startup består af 2 moduler:

Modul 1:

Introduction Days – et forløb på en uge, hvor vi lærer hinanden at kende, laver teambuilding, afklarer vores respektive styrker og svagheder med henblik på det videre forløb og bliver introduceret til kursusforløbet. 

Knowledge Days og Action Days - 12 uger med en grundlæggende introduktion til
forretningsudvikling og hvor du, med udgangspunkt i din egen virksomhed eller projekt, trænes i en lang række forretningsmæssige færdigheder og værktøjer, som f.eks.
forretningsplanlægning, udvikling af forretningsidéen, produkt- og servicestrategi,
økonomistyring og marketing m.m. Du skal således alene eller med dit team selv definere en
virksomhedsidé, som du/I kommer til at arbejde med igennem forløbet. Vi tilskynder at alle
arbejder i teams, men det er ikke et krav. I arbejder med at udvikle jeres produkt og bygge
relationer til samarbejdspartnere, investorer m.m. Undervejs kommer I også til at holde
præsentationer, få feedback fra eksterne iværksættere og erhvervsfolk og I oplever at sælge jeres produkt. 

Presentation Days – forløbet afsluttes med en præsentation af din virksomhed eller projekt
overfor et panel af erfarne iværksættere eller virksomhedsejere og coaches.
 
Modul 2:

Reflection Days – en bunden skriftlig hjemmeopgave som bl.a. består af en refleksion omkring den proces, du har været igennem i løbet af semesteret og analyse af et eller flere forretningsområder med udgangspunkt i din virksomhed.


Tilknyttede folk

Konceptudviklere

Nicolai Seest, partner, Startup Company (læs mere her)
Majken Caroline Jacobsen, projektleder, Startup Company


Trainere

Du vil møde flere forskellige trainere undervejs i forløbet, som vil have forskellige roller som undervisere, sparringspartnere og oplægsholdere. Fælles for trainerne er, at de alle er iværksættere og har egen virksomhed. Her er eksempler på trainere, som var tilknyttet Operation Startup 07


Søren Boutrup, Roolig.dk
Cand.scient.pol

Søren Boutrup har været iværksætter siden 2001, hvor han startede virksomheden Roolig.dk som importerer og sælger vandpiper. Han har undervist iværksættere i flere sammenhænge bla. på KaosPilot International, Den Grafiske Højskole, Erhvervscenter for Etablering, Vækst og Udvikling og på Operation Startup - kursus i kreativ forretningsudvikling ved Københavns Universitet. Søren underviser primært i økonomi og salg.



Sophie Skade-Rasmussen, Holiscope
Antropolog

Sophie Skade-Rasmussen er uddannet antropolog fra Københavns Universitet og London School of  Economics og har i tre år arbejdet i London som rådgiver for virksomheder, der ansatter nyuddannede. Sophie er også uddannet hypno-terapeut og reiki healer og stifter af Holiscope, som gennem holistiske principper og metoder arbejder på at skabe mening i arbejdet. I sin undervisning fokuserer Sophie på deltagernes personlige forhold til deres nye virksomheder og hvordan dette kan og skal anvendes til identitet og udvikling.



Thomas Hartvig, Kompas Kommunikation
Cand. comm.

Thomas Hartvig er iværksætter og partner i PR-bureauet Kompas Kommunikation.
Som kommunikationsrådgiver arbejder han med at skabe opmærksomhed om
virksomheders brands og produkter over for de rette målgrupper. Thomas arbejder til
dagligt med virksomheder fra forskellige brancher såsom medicinal, politik, bank,
fagforeninger og a-kasser, uddannelsesinstitutioner, etc. Thomas har tidligere været lærer og har bred erfaring med undervisning og kurser indenfor virksomheder, skoler og foreninger.


Jonas Egebart, Whyse og eHealthLAB
Cand. Med.


Jonas Egebart er partner i konsulentvirksomheden Whyse og direktør i startup selskabet eHealthLAB, som er et videnscenter indenfor sundheds-it. Jonas er uddannet læge og har været iværksætter siden 1997. I sin iværksætterrådgivning og undervisning fokuserer han især på forretnings- og konceptudvikling, positionering og organisatoriske processer.


Anne Bune Schrøder, annebune Consulting & Pure Evolution
Eksportingeniør


Anne Bune Schrøder er selvstændig og ejer af firmaet annebune Consulting ApS, og partner i firmaet Pure Evolution, som beskæftiger sig med de nye paradigmer. En fundamentalt ny måde at tænke, handle og skabe på, som fordres nu og i fremtiden, ikke mindst for virksomheder og deres ansatte. Anne har arbejdet som salgsingeniør med salg af tekniske komponenter til den Danske industri i 6 år, og underviser i dag i salgsudvikling og medarbejderudvikling med fokus på at støtte den enkelte medarbejder til at finde og udtrykke sin unikhed.


Thomas Fischer, Control-it ApS
cand.merc.

Thomas Fischer er stifter af og direktør i Control-it, som tilbyder konsulentydelser indenfor IT-ledelse, fx rådgivning omkring valg af IT-systemer, organisatorisk forankring af projekter med IT-indhold, udarbejdelse og implementering af IT-stratgei mv. Thomas har været iværksætter siden 2004 og er udover Control-it også involveret i ledelsen af en detailhandelsvirksomhed. Tidligere har Thomas haft forskellige lederstillinger indenfor telebranchen, IT-branchen, banksektoren og offentlig virksomhed som IT-chef,
personalechef, sektionsleder mv.

 

Lori Webb, Startup Company
Entrepreneurship Researcher og Designer


Lori har gennem sit arbejde som model, danser, skuespiller, dj, webdesigner, detailleder og skribent solid erfaring med - og forskellige perspektiver på imagedannelse og branding. Gennem opstart af egne firmaer og sine mange år som professional freelancer har Lori også en indgående forståelse og interesse for det at være iværksætter. Lori er amerikaner og har boet i London, Paris og København gennem de sidste 20 år og arbejder derfor også med virksomhedsbranding i et internationalt perspektiv.

Stefan Ravn, Startup Company
Markedsføringsøkonom

Stefan arbejder med talentudvikling af unge iværksættere og virksomhedsejere som trainer og markedsføringskoordinator i Startup Company. Inden Stefan blev en del af Startup Company, arbejdede han i iværksætter virksomheden Operandum, hvor han stod for koordinering af HPs nationale consumer events, udarbejdede træningsprogrammer og workshops til uddannelse af HPs interne og eksterne salgsteams. I dag arbejder Stefan primært med markedsføring og salg af Startup Companys produkter gennem direkte salg og professionelle partnerskaber.